Jeg har altid haft et rigt indre liv og en evne til at drage ind i fantasiens verden. Som lille blev jeg tit hentet tilbage til virkeligheden med ordene ”Jorden kalder Ellen”.
Nu er det jorden, der kalder på os. Mens coronakrisen har overtaget den globale dagsorden, har der ikke været meget fokus på klimakrise og biodiversitetskrise. I anledningen af Jordens Dag har jeg derfor reflekteret over noget meget menneskeligt; at miste jordforbindelsen.
Naturen – det billige skidt
For nogle år siden var jeg på virksomhedsbesøg på Aarhus Ø – den nye bydel i Aarhus med eminent beliggenhed med udsigt over Aarhusbugten og Riis skov. Jeg var der for at høre om verdensmål i nogle af byggerierne. Det var tydeligt, at der var virkelig mange gode bidrag til ”regnbuebingoet” (som jeg ynder at kalde det, når der er en massiv mængde af de farvestrålende verdensmål med i powerpointen).
Byggematerialer står for en eksorbitant stor del af CO2-udledningen, så jeg spurgte, hvor meget bæredygtighed var vægtet i byggematerialerne i de pågældende byggerier. Jeg fik svaret, at det var ”ikke nødvendigt at gøre noget ud af bæredygtighed, for den naturskønne beliggenhed solgte boligerne af sig selv”.
Jeg var målløs og trist over, hvor tydeligt det pludselig var, at vi tager naturen, vores jord for givet. Omgivet af vand og skov burde man have en særlig respekt for naturens værdi. Især når den er det væsentligste salgsparameter og grunden til en kvadratmeterpris en hel del over gennemsnittet. Men naturen – det billige skidt – er der jo bare. Eller hvad?
Aarhus ø er ikke en ø
Jeg tror, at ét af de absolut vigtigste parametre for, at vi lykkes med at omsætte intentioner om bæredygtige handlinger til realiteter, er vores forbindelse til jorden og naturen. Vi kan ikke både sælge boliger på ”naturskøn beliggenhed” og så ikke værne om naturen. Det er sgutte bæredygtigt. Vi skal værdsætte, ikke kun værdisætte. Og vigtigst af alt: fatte, at vi selv er en del af naturen.
På Jordens Dag vil jeg bidrage med en del af John Donnes digt ’No Man is an Island’ fra 1624 – et sagte ”jorden kalder” – og minde om, at vi er forbundne. Med hinanden og med jorden.
No man is an island entire of itself; every man
is a piece of the continent, a part of the main;
if a clod be washed away by the sea, Europe
is the less (…)
Aarhus Ø – og alle vi andre – du er ikke en ø. Det, du gør, påvirker resten.
Denne blågrønne planet er vores fælles hjem. Skal vi ikke værdsætte det lidt mere?