“Vi valgte ikke selv coronaen. Corona valgte os, desværre.
Men vi bestemmer i høj grad selv, hvad det er for en historie, der skal fortælles videre.”

Sådan sagde Mette Frederiksen på Facebook i sidste uge. Det har givet mig en ide, som virksomhedsledere kan bruge til at aktivere ressourcer, der kan bringe virksomheden fremad bedst muligt.

Du er på en heltefærd

Ét af de værktøjer, jeg arbejder med, når jeg skriver kernefortællinger, er ‘Heltens Rejse’. En berettermodel, som kort fortalt handler om, hvordan vi mestrer forandringer og kriser i vores liv og arbejdsliv.
Det interessante ved ‘Heltens Rejse’ i forhold til Corona-krisen er, at helten drager ud i det ukendte og overskrider sin komfortzone for at opnå noget, der kommer flere end ham selv til gode. Tænk på Frodo fra Ringenes Herre, som kæmper for at redde alle fra “Mordor”, mørket. Den samme fortælling udspiller sig med dig, som giver afkald på din hverdag og verden, som du kendte den, for at vi som samfund kommer bedst muligt gennem Coronakrisen.

Så hvad er det jeg siger? Ja, du er en helt. Og du er på en heltefærd med Corona som ubuden gæst.

Hverken du eller din virksomhed bliver de samme igen, for man bliver forandret af en heltefærd. Man bliver klogere. Men man mister også noget undervejs.

Jeg skriver dette den dag, hvor Bestseller har meddelt, at de hjemsender 2.400 mennesker, og jeg er utrolig bevidst om, at det er alvor for dansk erhvervsliv.

Mange mister meget, men jeg vil ikke lade dig miste modet.

For dit mod har bragt dig og din virksomhed langt. Tænk på start up tiden, de mange afvisninger, prøvelserne, de finansielle nærdødsoplevelser, fejlene og finanskrisen. Det er ikke første gang, du og virksomheden bliver testet. Du kalder det “en rejse”. Den rejse kræver heltemod, og det får du ekstra brug for nu.

Skriv et nyt kapitel i virksomhedens historie

Jeg har ikke svaret på, hvordan verden kommer til at se ud efter Corona. Udover at den ikke kommer til at være, som vi kender den. Men jeg ved, at sandsynligheden for, at din virksomhed kommer nogenlunde helskindet igennem er større, hvis du sammen med dine medarbejdere finder de ressourcer frem, der har bragt jer hertil.

Her kan fortællinger og ‘Heltens rejse’ hjælpe. Tænk på virksomhedens historie. Hvornår har der været andre kriser – store som små? Hvordan lykkedes I med at besejre dragen og vinde prinsessen og det halve kongerige? Hvilke hjælpere har I mødt? Hvornår var I modige og turde gøre noget radikalt anderledes?

Fortællefredagsbar

Og nu til min ide. Du kan indkalde dine medarbejdere til en online fredagsbar (ja eller gør det onsdag eller torsdag. Konceptet er alligevel udvandet). Bed dem tænke over konkrete eksempler på hvor I er lykkedes med at VINDE. For hver historie kan I sammen uddrage en essens – en ressource, en værdi, et tema. Altsammen guld der kan hjælpe jer nu. Til at huske at I har gjort det før. Til at finde nye veje. Til at mærke sammenhold og ikke mindst huske succeserne.

Jeg kan give eksempler fra min egen karriere.

  1. Da jeg bad mit team skrive en top 3 over kunder, de gerne ville arbejde for, og vi sammen landede Urtekram, som var alles nummer 1
  2. eller dengang mit kreative side kick Dan Ravn og jeg valgte en utraditionel præsentationsteknik og vandt en stor opgave for Arla Karolines Køkken i en bureaukonkurrence
  3. Eller da jeg fik et job som nyuddannet i november 2008 – samme måned som finanskrisen tog favntag med Danmark, og jeg fik min ilddåb i reklamebranchen.

De tre historier giver mig adgang til at huske nogle af de karaktertræk, der gør, at jeg gang på gang lykkes med at se muligheder: kreativitet, vedholdenhed og passion.

Hvad har I allerede gjort, som kan hjælpe jer nu? Find fortællingerne og skriv et fantastisk spændende nyt kapitel i virksomhedens historie. For det her skal jo ikke være slutningen, vel?