“Det er svært at holde balancen!”

Ordene kom fra min datter, mens hun slingrede afsted på sin cykel med et kosteskaft påsat med gaffatape. Præcis som jeg selv blev introduceret til pedalsporten i startfirserne. Jeg kunne kun give hende ret. Det ER svært at holde balancen. På cyklen og i Coronaland.

Alle er ude af balance. Alle er under pres. Alle skal lære nyt.

Udover at gøre min borgerpligt, så bidrager jeg til, at virksomheder klarer sig bedst muligt lige nu. Udmeldinger til medarbejdere og kunder. Udvikling af nye løsninger, der kan give konkurrenterne baghjul. Ud af skuffen med de ideer der ikke var tid til, før verden ændrede sig.

Karma som salgsstrategi

Da jeg startede Brand New Day i 2014 lavede jeg en forretningsplan. Der findes nogle ret triste templates med spørgsmål som “hvor ser du virksomheden om ti år?” Den slags verdenssyn holder ikke længere, og det er denne uge er et godt bevis på. Hvor var du og din forretning i mandags? Og hvor er den i dag?

I forretningsplanen beskrev jeg min salgsstrategi med ét ord. “Karma”. Den korte forklaring på karma er “det du sender ud, får du tilbage”. Selv om jeg ikke havde en velpolstret ordrebog endnu, så hjalp jeg dér, hvor der var brug for det, jeg kunne. Filosofien bag er, at mennesker handler med mennesker. Virker det? Ja, hvis man efterlever det. Jeg kan sige, at det første tilbud, jeg lukkede som selvstændig var sekscifret.

Men det handler ikke om hverken tal eller spiritualitet. Det handler om mennesker.

Human To Human

Jeg arbejder med både B2B og B2C – business to business og business to consumer. Men jeg synes ærligt talt, at det er en overfladisk måde at opdele det på. Det hele er human to human, når det kommer til stykket. Og jeg tror, vi er ved “stykket” nu.

Vi står sammen ved at holde afstand. Når vi ikke er der til at handle med hinanden, er der nogle hjul, der går i stå. Økonomiske hjælpepakker er en god håndsrækning til mange soloselvstændige, men der er lige nu mange, der i værste fald må lukke deres CVR-numre og måske ende med en stor gæld på grund af coronasituationen.

Så hvad gør vi for SMV’erne? De mennesker i små og mellemstore virksomheder, der lige nu kæmper en dødskamp. Jeg har indtil videre gang i dette:

Jeg har tilbudt min hjælp til en kvinde, der er ved at konvertere til onlineløsninger for fortsat at kunne hjælpe sine kunder med at finde ro i sig selv. Jeg har givet hende kraftigt nedslag i prisen og tilbudt at arbejde ekstra hurtigt for, at hun kan søsætte i denne uge.

Da Frisør Tanyia i Aarhus, aflyste min tid, fordi hun er tvunget til det, tilbød jeg at betale klipningen forud og komme forbi, når det er muligt.

Da min veninde overvejede noget tøj fra en international gigant, opfordrede jeg hende til at handle hos Önling, som er en dansk bæredygtig online shop i stedet.

Derudover støtter jeg kreative initiativer og gå-på-mod. Min yndlings kaffebar StreetCoffee tilbyder at levere kaffe og lækkerier med “Kaffekaretten”. Jeg har inviteret mine nærmeste tre på cafetur i det grønne på fredag og købt et klippekort. StreetCoffee leverer inden for Ringgaden i Aarhus mellem 8 og 14:30. Send dem en sms på 61600280, når kaffetørsten melder sig.

I weekenden bestiller jeg pizza fra Ildpizza, som har knoklet hele natten for at ændre deres i forvejen mega seje bestillingssystem, så man via en ekstra sms befinder sig kortest muligt tid i afhentningsområdet. Det er agilt!

Jeg støtter mine favoritter, fordi jeg ikke vil undvære dem.

CVR-nummer = CPR-nummer

Tænk på de mennesker, der gør noget særligt for dig i din hverdag. Nu kan du vise, at du sætter pris på dem og nødigt vil undvære dem. Fra husholdningsbudgettet kan du købe gaver på forhånd, bestille take away, sende blomster, vin eller chokolade til nogen du savner. I virksomheden kan du betale fakturaen før tid eller købe et klippekort til ydelser, du ved, at du får brug for indenfor de nærmeste måneder eller bare give lyd til dine samarbejdspartnere og del hvordan du ser situationen.

Det betyder mere end du aner. Husk at der bag ethvert CVR-nummer er et CPR-nummer. Et menneske som brænder for at gøre en forskel på netop sit felt. Normalt er det bæredygtigt at holde lidt igen med forbrug. Nu skal du svinge guldkortet, så snart du har muligheden. Start med at tænke over, hvor du kan hjælpe andre. Dét er karma og en god investering på alle områder. Ikke mindst fordi det forhåbentlig stadig vil være muligt at få favoritklipningen og byens bedste flat white, når faren driver over.

Jeg er enormt taknemmelig for mine kunder og samarbejdspartnere. Hver dag og især lige nu. Begge parter har investeret i at skabe et tillidsfuldt bånd og dybt kendskab gennem årene. Derfor er vi i stand til at hjælpe hinanden på distancen med nærvær, og derfor tør vi tone frem på Teams/Zoom/Skype-skærmen med joggingtøj og morgenhår og et lydtapet af unger der råber “Jeg er færdig!”.

Gør dit til, at Danmarks selvstændige ikke skal råbe de samme ord.