“Da løftede den på én gang sine vinger, de bruste stærkere end før og bar den kraftigt afsted”

Ordene er skrevet af min store helt H.C. Andersen. Jeg fik hans samlede eventyr i dåbsgave, og jeg slipper dem aldrig. I mine øjne er H.C. Andersen fantastisk, og der er meget inspiration at hente i de forskellige lag af hans tekster.

Den lille tekstbid i toppen stammer fra eventyret “Den Grimme Ælling”. Alle kender eventyret – og lige nu lever vi det. For eventyret handler i bund og grund om transformation. Forandring. Forvandling. Fra grim ælling til smuk svane. Ja, jeg ved godt, at det for nogle føles mere som en rejse fra smuk svane til grim ælling, men det afhænger mest af hvilken historie, du fortæller dig selv.

Mulighedernes land

Mange higer efter at kommer tilbage til hverdagen og verden, som vi kendte den, før Corona holdt sit indtog. Men det kommer ikke til at ske. Heller ikke selv om Mette siger, at vi må komme ud, hvis vi opfører os ordentligt. For verden er forandret.

Danmarks Nationalbank vurderer, at økonomien i år får en negativ vækst på mellem 3 og 10%. De har skitseret tre scenarier: det milde, det centrale og det hårde. Uanset hvilken rute, der fører til den danske økonomis fremtid, så er der vist ingen tvivl om, at de alle tre kommer til at være fyldt med udfordringer.

Den grimme ælling måtte også på en oplevelsesrig rejse. Lige fra den lille andedam til den store og til tider farefulde verden uden for andegårdens hegn. Hvert sted oplever den, at den ikke passer ind i den nye verden, uanset om det er hos den gamle kone eller bondemanden. Men den giver aldrig op. Den flytter sig.

Når verden forandrer sig, så mød den med opfindsomhed, kreativitet og innovation. Brug det som en anledning til tranformation. Personligt og i virksomheden.

Tænk over hvilke døre du kan åbne, når andre lukker sig? Nogle af de døre går åbenbart til Guds hus. Jeg har netop modtaget en mail om at en samarbejdspartner, jeg har på videoproduktion, er blevet hyret til at optage ikke færre end ti påskegudstjenester! Ja, Guds veje er uransaglige.

Overvej hvilken historie, du fortæller dig selv. Den om de lukkede døre? Eller den om mulighedernes land?

Der kommer en dag

Jeg kan godt lide, når eventyrene begynder med “Der var engang”. Men lige nu har vi mere brug for at tænke over de visionære ord “der kommer en dag”. Tænk på Martin Luther King’s famøse tale med ordene “I have a dream that one day…”. Det er én vej til at få formuleret sine muligheder frem for begrænsninger.

Det er kun ved at sætte spørgsmålstegn ved den kendte verden og en gang imellem være villige til at blive strøget mod hårene, at vi kan nå frem til et bredere syn på os selv, vores arbejde og vores verden. Det er sådan en invitation, du også kan betragte Corona-situationen som.

Min virksomhed hedder Brand New Day, fordi jeg ved, at hver dag rummer nye muligheder. Og mit logo er selvfølgelig en svane. Mit bidrag i erhvervslivet er blandt andet at skabe mening på forandringsrejser mod bæredygtig succes. Du er velkommen til at skrive til mig på ellen@brandnewday.dk, hvis du vil sparre om mulighedernes land.